Overskudsmad kommer lokale socialt udsatte til gode

Fødevarebanken kører ud med overskudsvarerne til blandt andet Cafe Jydepotten i Grindsted og Blå Kors i Vorbasse. Foto: Fødevarebanken


I 2018 sendte FødevareBanken 1.080 tons overskudmads ud til væresteder og cafeer, der således kunne producere i alt 2,7 mio måltider mad til socialt udsatte.

Overskudsmaden fejler ikke det fjerneste, er ikke over sidste holdbarhedsdato og i fin kvalitet – det kan bare ikke sælges i butikkerne. Derfor afleverer store producenter som Arla, Aarstiderne, Kelloggs og Karen Volf deres varer til FødevareBanken i stedet for at kassere det.

Og dét er noget som Jydepotten i Grindsted og Blå Kors i Vorbasse nyder rigtig godt af. De er tilknyttet FødevareBankens filial i Kolding, som kører ud med overskudsmaden til dem. Produkterne koster ingenting, men hvert sted betaler et logistikgebyr på 250 kroner per leverance.

– Når vognen er her, tager vi dét, vi har brug for til vores madlavning. Det er typisk mælkeprodukter og grøntsager, vi tager, fortæller Rikke Just fra Cafe Jydepotten.

Her har man dagligt henved 100 brugere, som kommer forbi til et måltid mad til en halvtredser.

– Det betyder rigtig meget for os og vores drift, at FødevareBanken findes, siger Rikke Just.