Patrick går mod ensomhed – men kun med andre

Foto: Patrick Cakirli


Hvert år i ugerne 33-40 vandrer Patrick Cakirli Danmark tyndt. Nu kommer hans rute til Billund kommune, hvor Patrick den 8. oktober går fra LEGO House i Billund til Ansager Torv.

Det hele begyndte tilbage i december 2016 hvor Patrick Cakirlis følelse af ensomhed blev så voldsom, at han besluttede at række ud efter hjælp på de sociale medier. Han skrev:

”Jeg er ensom og går igennem den hårdeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra kl. 14-20. Jeg har sorte bukser og en North Face Taske på”.

Nu har det udviklet sig til, at Patrick altså hvert år vandrer for at sætte national fokus på ensomhed og for at samle penge ind til March mod Ensomhed Landsindsamling. I år støtter marchen Ventilen Danmark, som er en nonprofitorganisation, der forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge.

Man kan være med til at vandre i kampen mod ensomhed, når Patrick Cakirli fredag den 8. oktober går i Billund Kommune. Konceptet er, at han ikke må gå uden følgeskab – på den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed. Altså, hvis han ingen har at følges med, skal han stå stille.

Turen den dag er 26,8 km fra LEGO House i Billund til Ansager Torv. Og alle er velkomne til at gå sammen med Patrick – enten hele ruten eller noget af den undervejs.

Program for den 8. oktober

Klokken 07:30: Morgenarrangement på Ole Kirks Plads foran LEGO House

Klokken 08:00: Etapestart fra LEGO House

Klokken 11.00: Marchen går forbi Rådhuset i Grindsted

Klokken 16.00: Ankomst på Ansager Torv

Alle er velkomne til at gå med Patrick. Man kan vælge at gå med på hele ruten fra LEGO House til Ansager Torv eller støde til et sted på ruten, når marchen går forbi.

Dagen før turen, den 7. oktober, kan man være med til at byde Patrick velkommen, når han ankommer på Ole Kirks Plads foran LEGO House klokken cirka 16:00. Mød gerne op og hils på Patrick.

Læs mere på billund.dk/marchmodensomhed.