Personalesituationen hos Aalbæk Specialiteter står højt på prioriteringslisten.


Godt 50 medarbejdere hos Aalbæk Specialiterer i Billund, ved endnu ikke hvad fremtiden skal bringe. Deres arbejdsplads brændte søndag eftermiddag og aften ned til grunden, hvor kun et fjernlager og administrationsbygning blev reddet.

Ligeledes lykkedes det i god tid ved hjælp af fremmødte medarbejdere at redde kartoteker og andre store værdier fra kontoret.

En mindre flok af medarbejdere er lige nu samlet på området, hvor de har fået lov til at gå en omgang omkring bygningerne, og besigtige deres nu nedbrændte arbejdsplads.

– Vi har i går aftes under branden sendt en besked til medarbejderne på Stilbjergvej om, at de ikke skal møde på arbejde i dag, mandag. Det er kun tillidskvinden samt ledere og funktionærer, som skal møde, siger administrerende direktør hos Aalbæk Specialiteter Mads Quistgaard til vafo.dk

Mads Quistgaard var selv mødt ind mandag morgen, for at få styr på personalesituationen, som lige nu er kaotisk og fyldt med en masse usikkerhed for personalet.

– Det vil vi danne os et overblik over i løbet af i dag. Det står meget højt på vores prioriteringsliste at få et overblik, så vi kan betrygge medarbejderne mest muligt og gøre deres fremtid kendt, siger Mads Quistgaard til vafo.dk

Se mere om søndagens forløb her

Foto: Aalbæk Specialiteter