Peter Fredensborg stadig med i kandidatræs


En annonce indrykket af Venstre i Grindsted kunne forlede læserne til at tro, at Peter Fredensborg fra Billund har trukket sig fra ræset om at blive Venstres spidskandidat i Billund kommune. I annoncen er kun tre kandidater præsenteret, Anna Jakobsen, Ivar Nørlund og Stephanie Storbank.

Men sådan er det på ingen måde fat, forsikrer formanden for Venstres kommuneforening i Billund kommune, Steffen Stustad:

– Det var en annonce bragt af Venstre Grindsted. De har i går til bestyrelsen i Venstre Billund/Vorbasse samt via deres Facebook-side beklaget ordlyden i annoncen, forklarer Steffen Stustad til BillundOnline.

Der er dog intet i annoncen, der tilkendegiver at der kun er tale om Grindsteds kandidater, men blot at “Venstre i Billund kommune afholder spidskandidatvalg den 24. november” og at man kan stemme på en af de tre lokale spidskandidater.

Men Peter Fredensborg er opstillet i Venstre Billund/Vorbasse og derfor var han ikke en del af annoncen. Sognepræsten i Grene Sogn tager dog fejlen med ophøjet ro:

– Annoncen er udtryk for en meget beklagelig fejl, som jeg allerførst blev rigtig ærgerlig over. Jeg har siden fået en uforbeholden undskyldning fra formanden i Grindsted, som jeg har taget imod. Dermed er vi også enige om at slå en streg over miseren, så vi kan komme videre i samme gamle spor af respekt og tillid til hinanden igen, lyder det fra Peter Fredensborg.

Så lad os slå det fast en gang for alle: når Venstres medlemmer i Billund kommune den 24. november skal vælge partiets nye spidskandidat efter Ib Kristensen, så har partimedlemmerne fire kandidater at vælge mellem; Peter Fredensborg (Billund), Anna Jakobsen (Grindsted), Stephanie Storbank, (Stenderup/Krogager) og Ivar Nørlund (Nollund).