Pokal-lussing til Billund

Foto: René Lind Gammelmark


Hele 13 gange måtte Billunds keeper ind og hente bolden ud af nettet. Den ene gang blev målet dog annulleret.

Men hele 2-12 lød nederlaget på, da Billund IFs førstehold i serie 4 tirsdag aften mødte Vejen i pokalturneringen. Aftenens modstandere spiller til daglig i serie 2, hvor de ligger i top – og forskellen på de to mandskaber var til at tage og føle på.

– Vi er overmatchet i den grad, lød det efter kampen fra Billund-træner, Jan Skov.

Han skal nu have genrejst sit mandskab til fredagens lokalbrag mod Grindsted:

– Selvom vi taber så stort så mener jeg helt klart vi har nogle gode ting vi kan tage med os. Det glæder mig at drengene – selvom de er bagud hele kampen – ikke begynder at råbe dumme ting til hinanden inde på banen. Det har vi i Billund været slemme til i flere år. Samtidig synes jeg også vi bliver ved med at kæmpe, selvom vi er håbløst bagud. Og det skal vi helt klart tage med til Grindsted-kampen.

De to lokale målscorere i tirsdagens kamp var Anders Thomsen og Nimalaraj Ithayaras.