Politiet på besøg hos lokale 7. klasser

Her er det eleverne i 7. klasse på Lynghedeskolen afd. Søndre i Grindsted, der undervises af betjentene og også kommer med rigtig gode input. Foto: Sydøstjyllands Politi


Sydøstjyllands Politi har i denne uge været rundt hos alle 7. klasser i Billund kommune. Ikke for at tjekke lygter eller efterforske tyveri, men for at informere og undervise eleverne i at færdes sikkert i den online verden.
– Mange unge bruger en del tid i den online verden, og de pendler hjemmevant mellem forskellige online medier. Men hvordan med sikkerheden – har de også helt styr på den, når de er online?, lyder spørgsmålet fra Sydøstjyllands Politi, som har sat fokus på Den Sikre Side.
– ’Den sikre side’ handler om, hvordan man kan færdes på den sikre side, når man er online. Hvordan passer man eksempelvis på sine passwords, hvem kan man møde på nettet, og hvordan undgår man, at ens billeder bliver delt med andre, end det var tiltænkt og meget mere, lyder det fra ordensmagten.
De uniformsklædte undervisere for en dag bemærkede blandt andet at flere elever gjorde opmærksomme på tilfælde, hvor forældre deler billeder på de sociale medier, som børnene faktisk ikke ønsker delt.
– Den problematik vil vi da adressere til forældrene, som også får et digitalt forældreoplæg, der kan hjælpe dem til at hjælpe børnene – og sig selv – til at færdes sikkert i den online verden. Mange forældre er gode til at spørge om, hvordan børnenes skoledagen er gået. Men forældrene kan også med fordel spørge om, hvordan børnenes digitale dag er gået, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.
Har du også brug for et godt råd til, hvordan du – og dine børn – kan færdes sikkert i den online verden, så klik ind på Den Sikre Side.