Politifolk er glade for hjælp til ofre

Modelfoto: Sydøstjyllands Politi


De lokale betjente hos Sydøstjyllands Politi er glade for den støtte de kan tilbyde ofre for kriminalitet eller et færdselsuheld, Offerrådgivningen.

– Det er forskelligt, hvad der påvirker os som mennesker og hvordan. Men alt fra at være blevet bestjålet eller overfaldet, til at blive indkaldt som vidne i en retssag, kan påvirke de borgere, vi er i kontakt med, siger politiinspektør for patruljecentret i Sydøstjyllands Politi, Michael Weiss.

Han og kollegerne forsøger at give støtte og vejledning på bedste vis, men ofte skal der anden og mere hjælp til, når ofrene først efter noget tid oplever bekymringer, søvnløshed eller hukommelsesbesvær.

– I de situationer er det en stor lettelse, at vi kan henvise til Offerrådgivningen, hvor vi ved, at ofre, pårørende og vidner kan få hjælp til hurtigst muligt at få hverdagen til at fungere igen, siger Michael Weiss.

Offerrådgivningen yder både personlig og telefonisk rådgivning. Den samarbejder med politi, sygehuse, beredskab og sagsbehandlere i alle landets politikredse. Men rådgivningen er uafhængig af myndighederne og Offerrådgivningen bestemmer selv rådgivningens form.

– Vi kan hjælpe med personlige samtaler, om det man har været igennem. Vi kan også tilbyde at tage med som bisidder i retten, hos politiet eller til samtaler hos kommunen, eller hjælpe med anmeldelse og erstatning. Men måske har man bare brug for en, der lytter og forstår, og så er vi her 24 timer i døgnet, siger Pia Birgitte Trolle fra Sydøstjyllands Offerrådgivning.