Populært møbelhus runder et sjældent skarpt hjørne

Indehaveren af Frost Boligcenter i Sdr. Omme, Helle Frost.


Der findes ikke ret mange små byer i Danmark med deres eget møbelhus, og der findes temmelig sikkert ikke ret mange, der kan fejre 50 års jubilæum. Ikke desto mindre er det nu 50 år siden, at ægteparret Poul og Esther Frost omdannede et tidligere snedkerværksted på Hovedgaden i Sdr. Omme til et møbeludsalg. Herfra blev møblerne om aftenen kørt ud til kunderne på ladet af en tidligere grisebil. Forretningen gik dog snart ret godt og i slutfirserne blev Frost flyttet ud på en industrigrund i udkanten af Sdr. Omme.

Her ligger der i dag et 4000 kvadratmeter stort møbelhus, som nu drives af Poul og Esther Frosts datter, Helle Frost og Ole Johansen. Og grisebilen er i dag afløst af lastbiler, der kører rundt til hele landet med møbler – hovedsagligt af dansk design:

– Vi har flere kunder på Sjælland, der efterhånden er blevet venner af huset, ligesom rigtig mange lokale er det, siger Helle Frost, der hver tredje uge sender en lastbil proppet med møbler fra Sdr. Omme til sjællandske adresser.

– Vi hører fra sjællænderne, at de oplever en bedre og mere personlig service her hos os, så der er flere og flere, der handler gennem vores webshop, forklarer Helle Frost.

Eftersom Frost allerede er med på internethandel-bølgen, er det heller ikke dér, firmaets største konkurrent skal findes:

– Nej, det er snarere genbrugsbutikkerne, der er vores konkurrenter. Det er jo blevet trenden blandt de unge i dag at købe gamle og brugte møbler, som de så sætter deres eget præg på, siger Helle Frost.

Mens hun selv overtog forretningen fra sine forældre, er der ikke meget der tyder på, at hun skal give forretningen videre til sine to sønner. Den ældste er uddannet ingeniør og er lige nu i gang med et ph.d-forløb.

– Den yngste følger nok i samme fodspor. De har sådan nogle gode krøllede, men skarpe hjerner, griner Helle Frost, som derfor er helt bevidst om, at forretningen skal overtages af en udenfor familien.

– Vi håber da, at der en dag kommer en yngre arvtager eller sparringspartner ind af døren, som på sigt vil overtage virksomheden, sådan at vi kan få et glidende generationsskifte. For vi har jo en sund forretning med stor kundekreds, et godt renommé og 4000 kvadratmeter butik og lager – det hele er jo bygget op, og lige til at overtage, smiler 57-årige Helle Frost.