Praktikanten bliver bestyrer

Leder af Cafe Bonita, Mette Nicolajsen, har sat den tidligere praktikant, Jesper Holm, ind som ny bestyrer.


Efter et fem-måneders praktikforløb i Cafe Bonita bliver 51-årige Jesper Holm fra Billund ny bestyrer i cafeen i Billund Centret.

Det betyder dog ikke farvel til lederen, Mette Nicolajsen, der stadig vil være at finde i centret, men hun skal i højere grad koncentrere sig om filialen i Gyttegård Golfklub, som Bonita overtog driften af sidste år.

– Vi har oplevet så stor succes i Gyttegård, at der skal være to derude, så nu overtager Jesper mine daglige forpligtelser her i centret, men jeg vil stadig være at finde her, siger Mette Nicolajsen.

For Jesper Holm, der er udlært både kok og købmand, er det en kærkommen mulighed, han nu har fået:

– Efter en længere sygdomsperiode kom jeg i praktik her i marts måned, og nu er jeg klar til at komme på fuld tid og være bestyrer her, siger Jesper Holm. Han har i en årrække været kantineleder hos Eurest, men nu gælder det altså nye udfordringer i Cafe Bonita.