Prins Joachim og prinsesse Marie åbner LEGOLAND

Prinseparret og deres børn var også i LEGOLAND i 2016. PR-foto: LEGOLAND


Lige nu er der rigtig travlt i LEGOLAND, hvor de mange ansatte arbejder på højtryk for at blive klar til en helt særlig sæson, hvor LEGOLAND fylder 50 år. Jubilæumssæsonen markeres blandt andet med åbningen af en helt ny rutsjebane, Flying Eagle, en renovering af LEGO Canoe og flere farver på mange af facaderne i parken.

Men som altid når de at blive færdige til åbningen af den nye sæson, som i år vil finde sted den 24. marts. Her vil Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og hans hustru Prinsesse Marie være æresgæster, når LEGOLAND slår dørene op kl. 10.

– Vi glæder os rigtig meget til at fejre LEGOLAND parkens 50 års fødselsdag sammen med vores gæster. Derfor er det også en stor glæde, at åbningen i år bliver helt speciel med kongeligt besøg, siger parkens direktør, Christian Woller.