Pump-track skaber liv ved MAGION


Takket være sponsorer har MAGION kunnet tilbyde et pump-track til børn og unge på campustorvet. Det har betydet ekstra liv og aktivitet på Campus Torvet i foråret.

Børnene suser rundt og rundt på deres løbehjul på MAGIONs pump track. Det har de gjort hver dag siden banen blev stillet op til Kulturnatten i foråret. Banen har sine faste brugere, der er blevet dygtigere og mere dristige med tiden. Repertoiret af hop og tricks er blevet udvidet og banen har såmænd også haft besøg af gæster, der har krydset kommunegrænser for at prøve banen. Der ikke noget der tyder på, at aktivitetsniveauet er dalende og banen står da også på Campus Torvet frem til ultimo august.

– Det er dejligt med liv på Campus Torvet”, fortæller centerleder Henrik Steen-Andersen, ”og pump-tracket har i den grad bidraget med endnu mere liv og aktivitet end tidligere. Vi havde ikke selv råd til at leje banen, så vi er meget taknemmelige for, at en gruppe af sponsorerer var villige til at træde til for at få enderne til at mødes.

Gruppen af sponsorere bag pump-tracket består af Jensen & Nørgaard, Piper, Arkitektfirmaet Kloden, Rema 1000, JC Tømrermester, DM i Cykling, Expert/Punkt1, Ib Kristensen A/S og Sydbank Fonden.

– Alle sponsorer har haft et reklamebanner monteret på banen, men vi fornemmer, at det vigtigste for sponsorerne har været at bidrage til et aktivitetstilbud til børnene”, uddyber Henrik Steen-Andersen, der gerne lytter til nye idéer til aktiviteter på Campus Torvet til næste år.

Et pump-track er en bane bestående af små bump og sving. Man skaber fremdrift på et pump-track ved at ”pumpe”, dvs. man bevæger kroppen op og ned fremfor at træde i pedaler eller skubbe fra med fødderne. Pump-tracks er børnevenlige, men kan fx også benyttes til at træne MTB-teknik. En pump-track bane kan benyttes af løbehjul, skateboards eller specialcykler (MTB og BMX m.fl.).

Et lille udpluk af sponsorerne der har gjort Pump-tracket ved Magion muligt: Rema 1000, Piper, Expert/Punkt1, Sydbank og JC Tømrermester, flankeret af Centerleder Henrik Steen-Andersen.