Randbøl Hede – efter branden

Det var nogle nervepirrende timer, da der i fredags opstod naturbrand på Randbøl Hede. Nu - en uge efter branden - gør Naturstyrelsen status.


Det var nogle nervepirrende timer, da der i fredags opstod naturbrand på Randbøl Hede. Nu – en uge efter branden – gør Naturstyrelsen status.

Når man i disse dage går en tur på Randbøl Hede, bliver man mødt af et sort landskab og en lugt af afsveden jord. Naturbranden, som opstod fredag den 25. maj 2018, bredte sig med lynets hast i det knastørre landskab.

En uge efter er efterslukningsarbejdet stadig i gang, men vi kan godt gøre en foreløbig status. Naturstyrelsen Trekantsområdet forvalter omkring 750 hektar af Randbøl Hede og anslår, at cirka 500 hektar er brændt. Derudover er cirka 200 hektar private skov og hedearealer brændt af.

Dyr og dyreunger er gået til

Det må formodes, at dyr og dyreunger er gået til i branden. Det er midt i dyrenes yngletid, og når ilden breder sig så hurtigt og voldsomt, er det ikke alle dyr, der kan nå at komme væk. Det vurderes dog ikke umiddelbart, at branden har store konsekvenser for dyrebestandene som helhed.

Godt for planterne

Planterne på heden har også fået en hård medfart. Men det gør ikke spor – det kan faktisk være gavnligt. Mange dværgbuske som lyng og tyttebær er tilpasset et liv, hvor de gamle planter bliver svitset og dør for at give plads til nye spirer. I hedejorden ligger millioner af lyngfrø, som blot venter på gunstige forhold. Frøene spirer allerbedst, når jorden er helt bar og varm – som efter en brand.

Normalt foretager Naturstyrelsen kontrollerede afbrændinger i marts, inden dyrene bliver aktive efter vinteren. Det sker for at styrke hedeplanterne i konkurrencen mod græsser.

Naturstyrelsen overvejer nu, om og hvordan der kan ske en monitering af naturens genindvandring på de afbrændte flader.

Fakta

  • Det statslige areal på Randbøl Hede er ca. 750 hektar. Heraf anslår Naturstyrelsen, at 500 hektar blev brændt af.
  • Ingen mennesker, husdyr eller huse blev skadet af branden.
  • Efterslukningsarbejdet er stadig i gang.
  • Der er fortsat afbrændingsforbud i hele Trekantsområdet – se mere på kommunernes hjemmesider.