Refborg overtager travbanens restaurant

Torben Christiansen og Tommy Refshøj er de nye forpagtere af Billund Travs restaurant.


Selvom fremtiden for travbanen er ganske uvis, så har ejerne af Hotel Refborg i Billunds bymidte alligevel valgt at kaste sig ind i travbanens aktiviteter. Således har Torben Klovborg Christiansen og Tommy Refshøj i dag skrevet under på en overtagelse af travbanens restaurant.

– Vi har lavet en aftale for resten af 2016 med mulighed for forlængelse, hvis alt går som vi håber for Billund Trav, siger Torben Christiansen med henvisning til den igangværende proces mellem Folketinget og Hestesportens Finansierings Fond.

For de nye forpagtere er det vigtigt at fastslå, at der er og bliver forskel på travbanens restaurant og Hotel Refborg – selvom ejerne er de samme.

– Man kan vel sige, at det bliver en Refborg’sk travbanerestaurant, for selvom menu-udbuddet nok bliver noget anderledes end på Refborg, så tager vi den gode kvalitet og det gode værtskab med på travbanen, siger Tommy Refshøj.

For de to ejere er forpagtningen af travbanens restaurant en naturlig udvidelse:

– Det her supplerer vores forretning rigtig godt, for her får vi lov at opleve en anden type gæster end dem vi sædvanligvis møder i Spiseriet eksempelvis, siger Tommy Refshøj.

Han bakkes op af sin ven og forretningsmæssige partner:

– Plus at vi får mulighed for at bruge lokalerne på travbanen udenfor løbsdage. Vi kan have nogle store selskaber her i lokalerne, siger Torben Christiansen og nævner at der allerede har været forespørgsel på selskaber på stedet.

De to venner har nu en lille måned til at sammensætte den første menu til travrestauranten, hvor de får debut til løbsdagen den 3. marts.