Region Syddanmark modtager 5.000 Moderna-vacciner


Region Syddanmark bliver den første region i landet til at få den nye Moderna-vaccine, som Danmark får i denne uge. I morgen lander 5000 portioner af vaccinen i Odense, hvor den ene halvdel lægges på frys til 2. vaccinen, mens de andre 2500 portioner køres videre til Vejle.

– Vi er rigtigt glade for at få lov til at afprøve den nye vaccine i vores region. Det giver os mulighed for at få vaccineret endnu flere borgere og sundhedspersoner. Og det vi ved er, at de to vacciner fra henholdsvis Pfizer/BioNTech og Moderna virker på samme måde og er lige effektive, siger regionens koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.

Modernas vaccine blev godkendt af EU-Kommissionen onsdag i sidste uge, og Sundhedsstyrelsen har besluttet, at kun én region skal modtage de første doser af den nye vaccine, fordi den første leverance er begrænset.

De nye vaccine-doser vil blive anvendt i vaccinationscenteret i Vejle fra på torsdag, hvor centret åbner for første gang.

Vaccinerne fra Moderna egner sig bedst til at blive anvendt på et vaccinationscenter og ikke eksempelvis på sociale institutioner, da de ”kun” må transporteres på køl én gang. Pfizer/BioNTech-vaccinerne må transporteres to gange, og derfor egner de sig bedre til udkørende enheder.

De syddanskere, som nu inviteres til at blive vaccineret med den nye Moderna-vaccine i vaccinationscenteret i Vejle, vil være borgere og personale, som endnu ikke har modtaget en invitation til Pfizer/BioNTech-vaccinen. Det er borgere, som er i en særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med COVID-19 – eksempelvis borgere, der er i behandling for en alvorlig kræftsygdom eller har et voldsomt svækket immunsystem.

Derudover vil mere frontpersonale på afdelinger med særligt sårbare patienter blive tilbudt vaccinen. Det er eksempelvis medarbejdere på kræftafdelingen og afdelingen for hjertesygdomme på Sygehus Lillebælt. Desuden vil Hospice i Vejle samt vagtlægerne i regionen få tilbudt den nye vaccine.

Hvis man er udvalgt til vaccination, modtager man en invitationen i sin digitale postkasse – eller som et fysisk brev, hvis ikke man har digital post. Det fremgår heraf, hvad man skal gøre, hvis man som borger eller sundhedsmedarbejder ønsker at tage imod tilbuddet om en COVID-19-vaccine.