Regionen åbner igen for drop-in vaccine i Grindsted


Fra torsdag 6. januar kan voksne borgere i Region Syddanmark møde op til drop-in-vaccination på 14 ny- og genåbnede steder på tværs af regionen. Det sker for at give alle, der endnu ikke er blevet vaccineret eller revaccineret, mulighed for at blive vaccineret hurtigt og nemt uden tidsbestilling.

– Jeg er glad for, at vi igen kan åbne for drop-in-vaccination på regionens vaccinationscentre og på en række andre vaccinationssteder i regionen. Det vil gøre det nemmere og hurtigere at blive vaccineret for de borgere, der endnu ikke har fået booket en tid, eller for dem, der kommer forbi et vaccinationssted – også selvom de allerede har booket en tid senere på måneden. Hvis man vælger en drop-in-vaccination vil ens bookning automatisk blive slettet i systemet, siger Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet hos VaccineDanmarks vaccinationscenter i MAGION i Grindsted, det er muligt at få sit stik uden at bestille tid på forhånd. Der er åbent mellem 8.30 og 17.30 – dog gives sidste stik en halv time før så der er tid til oberservation efterfølgende.