Rekordmange gæster i LEGO House denne sommer


LEGO House har denne sommer sat besøgsrekord siden åbningen af attraktionen i september 2017. Trods varme dage har gæster de sidste fem uger booket billetter, som overstiger sidste sommers tal med 30-40 pct.

Frem til industriferien i år hed rekordugen uge 16 i år, som ligger i forbindelse med påske. Men den rekord blev slået i uge 30 og flere gange har LEGO House måtte melde helt udsolgt.

– Tilbagemeldingen fra vores gæster er, at vi skaber en helt fantastisk LEGO oplevelse for både børn og voksne, og gæsterne holder sig heldigvis ikke tilbage med at fortælle om deres oplevelse i LEGO House til familie og venner. Rigtig mange deler deres oplevelser via sociale medier, og vi kan tydeligt mærke, at kendskabet til LEGO House er steget gennem det sidste år, hvilket jeg er overbevidst om er en af grundene til de flotte besøgstal. Nu har gæsterne en bedre ide om, hvad LEGO House er for en størrelse, siger Jesper Vilstrup, administrerende direktør i LEGO House.

LEGO House slog dørene op for offentligheden første gang i september 2017, og siden da er besøgstallene kun gået op. Sidste sommer var den første højsæson for det flotte hus i Billunds midtby, og samlet set landede sidste års besøgstal på knap en kvart mio gæster. Men som denne sommer har udviklet sig, bliver 2019-besøgstallet formentlig langt højere.