Rekordmange overnattende turister i Billund kommune

Foto: VisitBillund/Billund ErhvervsFremme


Der har aldrig været så mange overnattende turister i Billund kommune, som der var i 2019. Det viser nye overnatningstal fra Danmarks Statistik.

Ifølge VisitBillund er antallet af overnatninger på de mange overnatningssteder i Billund kommune sidste år steget med 3,42 % sammenlignet med 2018.

At der igen er en stigning i antallet af overnatninger, skyldes især den store stigning af udenlandske turister. Billund kommune har haft en stigning på over 42.000 overnatninger foretaget af besøgende fra udlandet. Det er en stigning på 6,27%.

Hos VisitBillund og Billund ErhvervsFremme kalder turismekoordinator, Lea Bennedsen det for virkelig flotte tal:

– Endnu engang understreger vi, at Billund kommune er en af de mest attraktive turistdestinationer i Danmark. Den udvikling, der har været de sidste par år, med nye attraktioner og nyt fra LEGOLAND, kan vi se er noget, som er værd at rejse efter. Vi har nogle fantastiske attraktioner og de nye tal viser jo tydeligt, at vores turismeerhverv formår at tiltrække flere og flere turister hvert år. Samtidig nyder vi godt af en succesrig lufthavn som også har formået at øge antallet af rejsende de sidste år, siger Lea Bennedsen.