Rekordstort beløb fra Filskov til Kræftens Bekæmpelse

Arkivfoto: Jeppe Donslund


Nu er der endelig talt sammen på, hvor mange penge der kom ind ved årets Stafet for Livet i Billund Kommune i begyndelsen af september. Styregruppen i Filskov har talt sammen, lagt til og trukket fra og kommet frem til, at der skal sendes i alt 382.000,- til Kræftens Bekæmpelse. Et rekordstort beløb allerede her anden gang Stafetten var i Billund Kommune.

– Derfor skal der ikke mindst rettes en stor tak til alle de mange deltagere og frivillige, som var i aktivitet i hele døgnet i den fælles kamp mod kræften. På trods af at vejrguderne ikke var med i de første mange timer, specielt under opbygningen af pladsen om fredagen, så mærkede man virkelig en kampgejst fra alle sider, så alle kæmpede med fra start til slut, siger formand for styregruppen, Niels Pedersen.

I alt var 1093 deltagere meldt til – fordelt på 34 hold. Det skal ses i forhold til 629 deltagere sidste år fordelt på 26 hold. Antallet af fightere var også steget fra 50 til 73 i år.

– Det er en meget flot stigning, som klart viser, at hele Billund Kommunes borgere støtter op om denne vigtige sag, siger Niels Pedersen.

Han har allerede fået adskillige positive tilbagemeldinger på flere hold, der er klar igen til næste års Stafet for Livet i Filskov, der finder sted den 3.-4. september 2016.