Royal Run-fortræning i Grindsted

Arkivfoto: Grindsted Motion


Grindsted Motion bakker op om Royal Run løbene den 21. maj i anledningen af HKH Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Således starter foreningen den 6. marts et 10 ugers ”kongeligt” træningsprogram op for dem, der gerne vil være med til at markere Kronprinsens fødselsdag ved at deltage i Royal Run – enten som løber eller som gå/lunte motionist.

Royal Run, der arrangeres af Kronprinsen og DGI, afvikles i landets 5 største byer og ventes at blive årets helt store motionsevent med rigtig mange deltagere på de to distancer: One mile (1,6 km) og 10 km. Der er allerede nu tilmeldt over 45.000 deltagere. Kronprinsen deltager selv i løbene i alle 5 byer den 21. maj.

Sammen med DGI har Grindsted Motion udarbejdet et 10 ugers træningsprogram og fået uddannet 15 instruktører:

– Så nu er vi godt klædt på til at gennemføre nogle rigtig gode træningsprogrammer, der også indeholder lidt styrke- og smidighedstræning for at undgå løbeskader, siger tovholder på projektet i Grindsted Motion, Dorte Tanghus.

Derudover arrangeres der også et gå-lunte træningshold for dem, der ikke er vant til at dyrke motion, men gerne vil i gang med at røre sig lidt.

Træningen vil foregå hver tirsdag og torsdag kl 18:00, – første gang den 6. marts. Tilmeldinger  ikke nødvendig – bare mød op ved Magion, lyder det fra Grindsted Motion.