Ryanair åbner otte nye ruter fra Billund Lufthavn

Foto: Billund Lufthavn


På et pressemøde i dag offentliggjorde det irske lavprisselskab Ryanair otte nye ruter fra Billund Lufthavn.

Det er ruterne til Bruxelles, Göteborg, Lissabon, Memmingen, Sibiu, Sevilla, Tallinn og Wroclaw, der indledes den kommende vinter. Dermed er Ryanair oppe på 27 ruter ud fra Billund, som man tidligere på året besluttede at vende tilbage til efter et længere fravær.

– Ryanairs plan om at genåbne deres base i Billund Lufthavn er af stor betydning for international tilgængelighed i Vestdanmark. De har nu 8 nye ruter med sig, og det skaber øget tilgængelighed for erhvervslivet, og giver nye rejsemuligheder i Europa for danske turister. Men det spiller også en stor rolle i at få genstartet turismen i Danmark. Vi forventer Ryanairs baseinvestering i Billund vil sende mere end 100.000 nye turister ind på vores hoteller og attraktioner i Vestdanmark, siger Billund Lufthavns administrerende direktør, Jan Hessellund.

Og vil du have fingre i flybilletter til nogle af de nye destinationer – og endda til billig penge – så kan man fra nu og frem til midnat lørdag i den kommende weekend booke billetter til afrejse inden udgangen af november 2021.