Så er Børnerådet her officielt

Fra venstre: Kjeld Kirk Kristiansen, Anni Matthiesen, Børne- og Socialminister Mai Mercado og Per Larsen. Privatfoto


Selvom Børnerådet allerede i oktober flyttede ind i de nye lokaler i Hovedgaden i Billund, så var det først i går, at den officielle indvielse fandt sted. Her var der – udover en lang række af Børnerådets samarbejdspartnere – blandt andet deltagelse af børne- og socialminister, Mai Mercado og vores lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen fra Stenderup-Krogager, der er Venstres børne- og undervisningsordfører.

Hun var specielt tilfreds med at den officielle indvielse nu kunne finde sted:

– Jeg var selv med til at bringe idéen på banen og anbefale over for Venstres daværende Børneminister Karen Ellemann, at Børnerådet skulle flytte til Børnenes Hovedstad i Billund, hvilket nu er blevet til virkelighed. Selvfølgelig kan det både for medarbejdere og rådets medlemmer, virke som om, at Billund er langt væk. Jeg håber dog at kombinationen af de vigtige opgaver som Børnerådet har på dagsorden og de ting som foregår i Børnenes Hovedstad, vil komme til stor gavn for alle børn, siger Anni Matthiesen.

Netop også udflytningen fra København til Billund kom børne- og socialminister, Mai Mercado, ind på i sin tale:

– Når nu vi har fået placeret Børnerådet i Billund med de stærke partnere, der er her, er der jo et fantastisk afsæt for at udvikle og videreudvikle Børnerådet, og det glæder jeg mig til at følge. Og jeg ved godt, det ikke alene har været en dans på roser at blive rykket ud. Det er vi meget opmærksomme på. Derfor anerkender, accepterer og omfavner vi også, at det tager tid at komme i gang og få håndteret den nye situation med mange nye medarbejdere. Det skal I bare vide, at det er der forståelse for, lød det fra ministeren.

På nuværende tidspunkt er der otte medarbejdere i Børnerådets sekretariat. En af medarbejderne flyttede med fra København, og en anden pendler mellem København og Billund. De øvrige seks medarbejdere er blevet ansat i forbindelse med flytningen. Der er i alt 12 stillinger i Børnerådets sekretariat.