Sådan går det med COVID-19-vaccinen i Region Syddanmark

Foto: Rene Lind Gammelmark


Region Syddanmark har i denne uge modtaget i alt 21.130 doser vaccine mod COVID-19. Vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, 10.530 styk, ankom i går 11. februar, og vaccinerne fra AstraZeneca, 10.600 styk, ankommer ad to omgange – 8. februar og i dag 12. februar.

Regionen modtager ikke vacciner fra Moderna i uge 6 og 7.

Vaccinerne vil i den kommende uge blive brugt til at vaccinere både sårbare og ældre syddanskere samt medarbejdere i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren, så risikoen for, at de bliver syge med COVID-19, sænkes så meget som muligt.

Vaccinerne fra Pfizer/BioNTech vil først og fremmest blive brugt til genvaccination. Det vil sige borgere og sundhedspersonale, som har modtaget første vaccine for mindst tre uger siden. Det er for eksempel borgere over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet, særligt sårbare borgere, som risikerer et alvorligt forløb med COVID-19, og sundhedspersonale.

De resterende doser gives som første vaccine til inviterede borgere over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. Flere af dem har ventet indtil nu på grund af leveringsvanskeligheder og genvaccinationer de seneste uger. Og så inviteres de resterende borgere over 85 år, der ikke fik en invitation i sidste uge, også til første vaccination.

Vaccinerne fra AstraZeneca bliver brugt til Sundhedsstyrelsens målgruppe 4. Det er medarbejdere i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren. Vaccinerne bliver fordelt ligeligt mellem ansatte i kommuner og på regionale sygehuse.

Region Syddanmark har ligesom de øvrige regioner haft fokus på at vaccinere de mest udsatte borgere, herunder beboere på regionens plejecentre.