Sdr. Omme Løbet satte flere rekorder

Her gik starten til 5 km-ruten. Foto: Flemming Smith


Der var både deltagerrekord og flere løbsrekorder ved årets Sdr. Omme Løbet.

Hele 373 løbere var meldt til de to distancer på 5 og 10 km og så mange har der aldrig tidligere været tilmeldt det løb, der traditionelt skyder gang i årets Jydefest.

I år var der lavet en smule om på ruten, og det skulle vise sig at være til løbernes fordel. I hvert fald blev der sat hele tre nye løbsrekorder.

Hos kvinderne vandt Carolien Millenaar fra Herning Løbeklub 5 km i en ny løbsrekord på 18:48. Vinderen på 10 km blev Anette Axelsen fra Skjern Løbeklub i tiden 45:59.

Hos herrerne var der løbsrekord på begge distancer, hvor Rasmus Gregersen og Jesper Faurschou – begge fra Herning Løbeklub – vandt henholdsvis 5 og 10 km. Gregersen ordnede de 5 km på 15:41 og erfarne Jesper Faurschou kom i mål på 31:57.