Servicen skal være den samme – uanset selskabsskat


Hvert år hiver Billund Kommune rigtig mange penge hjem i selskabsskatter fra kommunens virksomheder – blandt andet LEGO. Eftersom skatterne kan variere voldsomt fra år til år, må selskabsskatterne nødvendigvis betragtes som ekstraordinære indtægter. Men for at serviceniveauet i kommunen ikke påvirkes af hvor mange penge der kommer ind i selskabsskatter, så ønsker parterne bag budgetforliget for 2015 i Billund Kommune, at den økonomiske politik i kommunen skal revurderes – netop for at kommunen i fremtiden kan opretholde et relativt ens serviceniveau.

– Vi har i dag stor fokus på udvikling af hele Læringsområdet – blandt andet gennem Børnenes Hovedstads-projektet, og generelt har vi et godt serviceniveau i kommunen. Det vil vi gerne fastholde, men det kræver en betydelig likviditet, så vi ikke er sårbare i forhold til ekstraordinære selskabsskatter, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Økonomiudvalget har derfor besluttet at fastlægge en række målepunkter for en ny økonomisk politik, og det betyder blandt andet, at man i fremtiden vil have en gennemsnitlig kassebeholdning på 150 millioner samt en reservelikviditet på 100 millioner i obligationsbeholdning.

– Derudover har vi sat en målsætning om, at indfri den skattefinansierede gæld som Billund Kommune har inden år 2020, siger Ib Kristensen. Den gæld ligger i dag lige under 100 millioner kroner.