Sikkerheden øget på Christiansborg på grund af Stram Kurs


Det lokale folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen, var traditionen tro mødt op på sit valgsted i Teglgårdshallen i Krogager for at sætte sit kryds onsdag formiddag. Dermed kan hun blot vente på at høre nyt om sin skæbne efter en valgkamp der har været noget anderledes end hidtil.

Tre nye partier bejler til Folketinget; Nye Borgerlige, partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs. Og ikke mindst sidstnævnte har ført til, at der har været ekstra sikkerhed omkring især partileder Rasmus Paludan, og det er noget der ikke er gået ubemærket hen hos Anni Matthiesen (V):

– Jeg har da i løbet af valgkampen oplevet mere politi der hvor jeg har været omkring i min kampagne, siger Anni Matthiesen.

Selvom valgkampen er slut, så er det bestemt ikke slut med den øgede sikkerhed:

– Vi er i Folketinget blevet orienteret om, at der fra i dag også er øget sikkerhed på Christiansborg. Det betyder, at hvis vi som medlemmer skal have gæster på besøg eller mødedeltagere på kontoret, så skal de nu igennem security-tjek allesammen, og dét er en opstramning, der her er sket, siger Anni Matthiesen.

Det er bestemt ikke en situation, hun er stolt af:

– Jeg synes, det er rigtigt ærgerligt, at det skal være sådan i et ellers frit og demokratisk land som vi har, at der er nogle yderfløjspartier, der er med til at øge risikoen, lyder det fra det lokale folketingsmedlem.