Sjette omgang Regatta Rally i Billund er klar

Foto: Billund Bibliotekerne


For 6. år i træk samarbejder International School of Billund og Billund Bibliotekernes børneafdeling om Regatta Rally, der traditionen tro afvikles i Billund Bæk ved Billund Centret.

Sejladsen finder sted lørdag d. 31. august i forbindelse med Trekantomraadets Festuge, hvor der sejles med egenproducerede både – enten bygget i LEGO eller af genbrugsmaterialer. Eneste krav er at der ikke må være motor på bådene.

– I år har vi besluttet, at børn helt ned til 3 år må være med, siger Birte Holm Christensen fra Børnebiblioteket.

Det er også på biblioteket i Billund man skal henvende sig, hvis man ønsker at deltage med en LEGO-båd. Så får man nemlig udleveret et skibsskrog, som man selv bygger til en færdig båd med sine egen LEGO-klodser.

Pladserne til regattaen uddeles efter først-til-mølle-princippet, så det gælder om at være hurtig. Der plejer at være rift om pladserne.