Skal Billund til tops i stemmeprocent?

Ved sidste kommunalvalg i 2013 lå stemmeprocenten i Billund kommune på 74,12 pct. Det kan vi godt gøre lidt bedre.


I Danmark har vi en demokratisk ret til at afgive vores stemme til både kommunal-, regions- og folketingsvalg. En ret som rigtig mange mennesker verden over misunder os. Men ofte lyder forklaringen fra folk, der ikke bruger deres stemme at “det alligevel ikke nytter noget”, “politikerne holder alligevel aldrig hvad de lover” eller “det er jo ligegyldigt med min stemme”.

Men det kan ikke være mere forkert. Det kan være netop DIN stemme, der afgør hvem der bliver borgmester, når vi sammen med landets øvrige 97 kommuner går til valgurnerne på tirsdag den 21. november.

Lad os sammen sikre en høj stemmeprocent i Billund kommune. Måske endda den højeste i landet? Få din nabo, kollega, fætter, onkel eller moster til at bruge deres demokratiske ret på tirsdag – og stem!

Hør hvad de to lokale folketingsmedlemmer Troels Ravn og Anni Matthiesen siger om betydningen af din stemme ved kommunalvalget.