Snart sidste åbningsdag på Grindsted Museum

Foto: Billund Kommunes Museer


Grindsted Museum er blevet solgt og således inviterer museet indenfor til “lukkedag” den 2. september. Her vil der være både gratis adgang og lidt godt til ganen, som det hedder.

Grindsted Museum er en del af Billund Kommunes Museer, der i de kommende år skal samle alle sine aktiviteter på Museumscenter Karensminde. Allerede i efteråret går Billund Kommunes Museer i gang med at udarbejde en plan for at gennemføre et byggeprogram, der kan realisere beslutningen, samt herunder at konkretisere det endelige indhold og finansiering af projektet.

En samling af museumsaktiviteterne omfatter udstillingsfaciliteter til basis- og særudstillinger, forhal, billetsalg og museumsbutik, administration, skoletjeneste, mødefaciliteter, faciliteter til frivilligsamarbejdet og værksted.

Desuden vil projektet omfatte forslag til etablering af nye magasinfaciliteter, der kan rumme museets samling, bibliotek og arkiv, samt indkøb af tilstødende jord, som kan sikre bedre adgangs- og opholdsforhold for de mange besøgende.

– Dette er nødvendigt, for at museet bedst muligt kan leve op til museumslovens fem søljer om forskning, formidling, bevaring, registrering og indsamling, og så vi på professionel vis kan tage imod vores besøgende, samarbejdspartnere og venneforeninger, samt svare på diverse forespørgsler fra borgere og kollegaer, lyder det i en skrivelse fra museet.