Søndag åbner Bamsemuseet i Ediths hus

De fire bag Bamsemuseet er fra venstre Gunhild og Mogens Kirk Johansen, Johnny og Gitte Thorsen.


– Nu er det lige pludselig snart og nøj, hvor vi glæder os.

Sådan lyder det samstemmende fra de to ægtepar bag Billunds nye attraktion, Bamsemuseet, der åbner på søndag. Det er Gunhild og Mogens Kirk Johansen og Gitte og Johnny Thorsen, der har fået ideen til Bamsemuseet på baggrund af en årelang passion for bamser. Ikke blot som tøjdyr, men som kunst, påpeger Gitte Thorsen.

– Det er hele processen med skabelsen af en bamse og scenariet omkring den, der tiltaler os, siger hun her få dage før museet, der mere præcist hedder Teddy Bear Art Museum, slår dørene op. Dermed går den drøm i opfyldelse, der begyndte for flere år siden og fik konkrete planer i marts 2016. Et par år tidligere ønskede Johnny Thorsen at lave bamsemuseet i de gamle B-Trend lokaler, men da Edith Kirk Christiansen døde kort før julen 2015, blev planerne ændret.

– Så var det mere naturligt at lave museet her i mors hus, siger Gunhild Kirk Johansen, der tror Edith ville have syntes om det færdige resultat.

– Hun ville ikke have brudt sig om hele processen med ombygning frem mod dét vi har i dag, for hun var ikke ret god til forandringer. Men jeg tror hun ville kunne lide det vi står med nu, smiler Gunhild Kirk Johansen.

Selvom det arkitekttegnede hus fra 1959 har været igennem en stor forandring, så er flere ting bevaret. Således er eksempelvis det gamle gulv fra atriummet midt i huset genbrugt til bordplader flere steder i museet, der også indeholder en afdeling med Ediths Stue, hvor alle juleskeerne som Edith Kirk Christiansen samlede gennem hele livet, er udstillet.