Sophie Løhde lurede på friplejehjemmet i Filskov


Beboerne på Filskov Friplejehjem havde fint besøg i går. Venstres politiske ordfører Sophie Løhde tog turen forbi sammen med den lokale borgmesterkandidat Stephanie Storbank (V) og formanden for Voksenudvalget, Robert Terkelsen (V).

For folketingsmedlemmet gjaldt det om at blive klogere på begrebet friplejehjem og for at lure hvordan de ældre har det på plejehjemmet i Filskov:

– Først og fremmest søger jeg inspiration til hvordan vi kan sikre at flere kan få lov at vælge selv. Også når man bliver gammel og har behov for hjælp. Der har vi i Venstre en ambition om at vi gerne vil have friplejehjem i alle landets kommuner for at der er noget at vælge imellem for de ældre. Ikke fordi alle nødvendigvis skal vælge privat, men de skal have muligheden – de skal have et valg, siger Sophie Løhde (V).

Hun bakkes op af sin lokale partifælle, der går efter borgmesterposten ved næste måneds kommunalvalg:

– De ældre skal have et frit valg, og de skal altid sættes før systemet. Derfor skal de kunne vælge frit mellem alt fra plejehjem til madordning – og have mulighed for at blive hørt på deres respektive plejehjem. Det er en af styrkerne ved at have decentrale bestyrelser, som vi i Venstre arbejder for, mener Stephanie Storbank (V).

Men en sikring af det frie valg livet igennem er ikke det eneste Venstre går efter at få ændret. Partiet ser også gerne at folkepensionister fortsat skal have lov til at arbejde, hvis kroppen kan holde til det og lysten er der:

– Vi har planer om at ville ændre lovgivningen, så hvis man som folkepensionist har lyst til at arbejde 10 timer i ugen, eksempelvis, så skal det kunne lade sig gøre ude at man bliver modregnet i sin folkepension, siger Sophie Løhde (V).