Soroptimister farver verden Orange


I den kommende weekend vil de lokale soroptimister fra Grindsted-Billund Soroptimistklub markere FN’s kampagne ”Stop vold mod kvinder”.

Det sker på Torvet i Grindsted lørdag og på Byens Plads søndag, hvor soroptimisterne iklædt orange tørklæder vil uddele orange frugt og foldere, der fortæller om problemstillingen.

For der er nemlig også i Danmark grund til at gøre opmærksom på de orange dages fokus på afskaffelse af vold mod kvinder. Hvert år udsættes 38.000 kvinder for partnervold, og 2.000 kvinder er på krisecenter.

Årligt udsættes ca. 9.500 unge kvinder i aldersgruppen 16 til 24 år for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste, og en ud af 5 kvinder oplever chikane på nettet. Ca. 33.000 børn lever i familier med vold.

– I en tid med Corona, hvor folk i højere grad er isoleret i hjemmene, er der grund til at frygte en eskalering af voldstilfældene. Netop det gør kampagnen ekstra vigtig, lyder det i en pressemeddelelse fra Grindsted-Billund Soroptimistklub.