Spadestik i Billund var startskuddet til Cyklens År 2022

Fra venstre: Formanden for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, Gerda Haastrup Jørgensen. Transportminister Benny Engelbrecht. Formanden for Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune, Simon Nicolajsen Jørgensen. Foto: Vejdirektoratet.


Transportminister Benny Engelbrecht tog i dag sammen med repræsentanter fra både Vejle og Billund kommuner første spadestik til den nye cykelsti nord for Billund Lufthavn. Spadestikket markerer begyndelsen på Cyklens år 2022, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

– 2022 er Cyklens år, og jeg er glad for, at jeg i årets første måned kan tage første spadestik til en af mange cykelstier, som vi skal i gang med. Her i Billund har forældre til skolebørn fra Gødsbøl-området længe ønsket øget sikkerhed for deres børn, der skal i skole i Billund. Det får de nu. Ydermere vil den nye dobbeltrettede cykelsti indgå som en del af Marguerite-ruten, som i fremtiden bliver mere attraktiv for cykelturister. Det er jeg rigtig glad for, at vi snart er i mål med.

Billundvej er en meget befærdet vej, hvor biler og cyklister kører tæt op ad hinanden. Det gør det utrygt at cykle, særligt for dem der er helt nye i trafikken. Cykelstien skal gerne give flere børnefamilier mod på at vælge cyklen, når de skal fra A til B i lokalområdet.

– Med Billund som Børnenes Hovedstad, og som et landets største turistdestinationer, har vi et stort fokus på, at det skal være sikkert og trygt at færdes for børn og bløde trafikanter i og omkring byen. Derfor ser vi rigtig meget frem til den nye cykelsti, der kobler sig på det store netværk af cykelstier mellem vores byer, som vi i Billund Kommune selv er ved at anlægge, siger borgmester i Billund kommune, Stephanie Storbank.