Sparekassen Kronjylland har landets mest tilfredse kunder

Arkivfoto


Danmarks mest tilfredse kunder findes i Sparekassen Kronjylland. Det afslører den seneste rapport på området fra analysebureauet EPSI Rating. Det er andet år i træk, at Danmarks største sparekasse opnår den placering, og det er administrerende direktør Klaus Skjødt naturligvis meget tilfreds med.

– Som garantsparekasse har vi ingen aktionærer, og derfor kan vi fokusere fuldt ud på at skabe tilfredse kunder. Undersøgelsen fra EPSI er endnu et bevis på, at det fokus gør en stor forskel for kunderne, vurderer Klaus Skjødt.

Lokalt er smilet også svært at tørre af på filialdirektør i Billund, Jørgen Møller:

– Den er egentlig rimelig simpel: I min verden giver glade mennesker glade oplevelser uanset hvor. Jeg er så heldig i min afdeling at have et hold af gode medarbejdere, der alle byder ind for at have en god arbejdsdag. Og det kan kunderne mærke. Jeg er i den heldige situation, at jeg ikke har haft en opsigelse i 8 år, og dét at kunderne ikke hele tiden får en ny rådgiver, tror jeg er en væsentlig faktor for høj kundetilfredshed. Det handler i meget høj grad om tryghed, og at man ikke hvert 3. år får en ny rådgiver man skal lære at kende, lyder opskriften på succes og høj kundetilfredshed fra Jørgen Møller.