Splittet byråd sender høringssvar om motorvejslinjeføring

Arkivfoto


Det var både et splittet byråd og splittede partier, der tirsdag aften vedtog at sende et høringssvar til staten med en anbefaling om en motorvejsføring vest om Billund.

Med stemmerne 17 for og 8 imod vedtog byrådet at sende høringssvaret afsted og det er en noget anden opbakning end sidst Billund Byråd sendte et høringssvar i sagen afsted. Det var i forrige byrådsperiode, hvor det kun var det  daværende radikale byrådsmedlem, Ulrich Kristensen, der stemte for en østlig linjeføring, men nu er gruppen af tilhængere af øst altså vokset betragtelig.

Flere af de, der i sidste byrådsperiode stemte for vest, har nemlig skiftet mening efter at have set VVM-rapporten. Blandt andet socialdemokraterne Simon Nicolajsen Jørgensen og Arne Spangfort Christensen og venstremedlemmerne Jørn Poulsen og Klara Lyskjær Noer. Dertil er kommet nye byrødder med en østlig holdning: Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, Mads Helbo, Daisy Nykjær-Andersen og Peter Fredensborg.

Blandt alle østtilhængerne lyder argumentet, at støjpåvirkningerne af både Vorbasse og Billund vil være store, ligesom Billund bys muligheder for at vokse sig større begrænses hvis motorvejen føres vest om Billund. Byen kan nemlig ikke vokse mod nord på grund af lufthavnen og både øst og syd forhindrer kommunegrænserne mod Vejle og Kolding yderligere ekspansion.

Især Vorbasse ser ud til at trække nitten med en vestlig føring, eftersom byen får alle ulemperne med støj, men ingen goder i form af vækst og arbejdspladser, da der ikke er planlagt til- og frakørsler omkring Vorbasse.

Omvendt ser resten af byrådet, der stemte for høringssvaret, at den vestlige løsning vil gavne hele kommunen bedst. Altså at motorvejen trækker mere vækst, erhverv og nye tilflyttere til Grindsted og opland. Noget der er brug for i den vestlige del af kommunen.

Men som flere byrødder også påpegede, så er det slet ikke i byrådssalen i Grindsted at beslutningen om linjeføringen skal tages. Regningen for motorvejen skal betales af Folketinget, som derfor også sidder med den endelige beslutning.