Spørgetiden i byrådet er snart en saga blot


Fra april er det slut med borgernes spørgetid i Billund Byråd. Dermed kan man som borger i Billund kommune ikke længere komme ind til byrådsmøderne og stille sine spørgsmål i en given sag til byrødderne. Egentligt har det også været lidt formålsløst, eftersom det ikke var tilladt for borgerne at stille spørgsmål i en sag, der var på den aktuelle dagsorden. Plus at spørgetiden først fandt sted i slutningen af byrådsmøderne – altså når sagerne allerede var afgjort.

Med stemmerne 21 for og 4 imod besluttede byrådet i går at erstatte spørgetiden med en træffetid. Tanken er at borgerne én gang om måneden skal kunne mødes med enten borgmesteren eller en af udvalgsformændene og stille spørgsmål eller drøfte en sag.