Spritbilist overhalede patruljevogn

Arkivfoto


Det var på flere måder ualmindelig dumt, da en 33-årig mand i går foretog en overhaling på Ribe Landevej mellem Grindsted og Hejnsvig.

Den 33-årige valgte nemlig at overhale en forankørende, mens der var fuldt optrukket spærrelinje, og for at gøre ondt værre var det en civil patruljevogn han overhalede.

For at sætte prikken over i’et viste det sig, at den 33-årige også var påvirket af alkohol, så oveni et klip i kørekortet for den ulovlige overhaling, kan han nu også se frem til en sigtelse for spritkørsel.