Støtte fra Sydbank-fonden betyder gratis løbsfotos

Arkivfoto: Sydbankløbets arrangører / motionsbilleder.dk


Takket være en donation fra Sydbank Fonden kan arrangørerne af efterårets store motionsbegivenhed på Grindsted-egnen, Sydbank Løbet, tilbyde endnu mere til de hundredevis af løbere. Vel at mærke for uændret tilmeldingsgebyr.

Sydbank Fonden har netop bevilget 10.000 kr. for at støtte løbet – og dermed samtidig holde prisen nede for deltagerne. Derfor bliver der nu for anden gang i løbets historie gratis medaljer til alle børn, der gennemfører løbet. Samtidig bliver løbsfotos fra motionsbilleder.dk gjort gratis, idet pengene fra Sydbank Fonden også dækker løbsfotografens arbejde.

– Vi er stolte af at kunne tilbyde endnu mere værdi for pengene for både vore mangeårige, trofaste løbere og de nye, som hvert år kommer til, kommenterer løbets PR-ansvarlige, Erik Bertelsen.

Modsat sommerens Engsøløb i Grindsted, Midtjyllands største, er der meget sen tilmelding til Sydbank Løbet. Man kan vente helt frem til torsdag den 1. oktober til middag, altså mindre end to døgn før startskuddet lyder. Man kan også melde til på selve løbsdagen, men så koster det en halvtredser ekstra. Den sene tilmelding betyder at arrangørerne af Sydbank-løbet først ganske kort tid før start, kender det præcise deltagerantal.

– Vi plejer altid at bide negle og ind imellem også tvivle på, om løbet mon kan leve op til tidligere mange års succes, når det gælder størrelsen. Her et par uger før er der vanen tro ikke meget over 100 tilmeldte løbere, men går det, som det plejer, vælter tilmeldingerne ind de sidste par uger før løbet, så vi også i år når op på de vanlige 400-600 løbere, oplyser PR-chefen.

Sydbank Løbet tilbyder som vanligt hele tre distancer, 4,2 km, 10 km og halvmaraton. Starten går fra Sydbank på Torvet i Grindsted.