Stor håndsrækning til Frie Fagskoler fra regeringen

Foto: Frie Fagskoler Grindsted


Regeringen har i forbindelse med finanslovsforhandlingerne valgt at støtte de frie fagskoler med et ekstraordinært tilskud på 10,1 mio. kr.

Pengene gives som et engangstilskud og skal gå til at løfte kvaliteten i de frie fagskolers tilbud, herunder styrke indsatsen for at forberede elever til erhvervsuddannelser, opgradering af faglokaler samt videreudvikling af praksis- og anvendelsesorienterede undervisningsformer.

Beslutningen vækker glæde hos Frie Fagskolers formand og leder af TronsøSkolen, Toni Hessner, der ser tilskuddet som en klar anerkendelse af Frie Fagskolers arbejde med praktisk interesserede unge:

– Det er en vigtig anerkendelse af skolernes arbejde og ikke mindst frie fagskolers ambitioner om at løfte den praktiske og erhvervsrettede dagsorden. På TronsøSkolen betyder tilskuddet helt konkret, at der nu kan investeres i nye værkstedsfaciliteter, som der ellers ikke har været råd til siden de voldsomme driftsbesparelser fra 2016 og frem, siger Toni Hessner i en pressemeddelelse.