Stor mangel på indsamlere på søndag

Den lokale koordinator for Folkekirkens Nødhjælp, Michael Tvermose fra Billund, håber at få rigtig mange at følges med på søndag. Privatfoto


Det kniber med lokale indsamlere til søndagens sogneindsamling hos Folkekirkens Nødhjælp.

– Vi er lidt udfordret af, at der er gymnastikopvisninger flere steder i kommunen samme dag, lyder det fra den lokale koordinator, Michael Tvermose fra Billund.

Ved årets indsamling er der fokus på verdens fattigste kvinder, hvoraf mange lige nu er på flugt. Således udgør kvinder og børn ca 80 % af verdens næsten 60 mio. flygtninge:

– Når samfund bryder sammen, og kvinder og piger tvinges på flugt, er de meget sårbare. Familien og de netværk, som gav tryghed hjemme i lokalsamfundene, er brudt sammen. Familier er spredt, klaner brudt op, og kvinder uden familiens beskyttelse er i stor risiko for voldtægt og andre former for vold, fortæller Michael Tvermose.

Også i flygtningelejrenes relative sikkerhed er kvinder og piger sårbare:

– I en flygtningelejr er man fange i sit eget liv. Alt sættes på pause, og det eneste, man kan gøre, er at vente. Vente på løsninger på konflikter, man ingen indflydelse har på. Konflikter, der måske slet ikke er udsigt til løsning på overhovedet. Der har aldrig været så mange flygtninge i verden som nu, og vi kan selvfølgelig ikke hjælpe dem alle. Men vi kan hjælpe nogle af dem, siger Michael Tvermose.

Han opfordrer alle til at melde sig som frivillig indsamler på søndag via www.blivindsamler.dk eller at møde op på søndag kl. 10 ved Sparekassen Kronjylland i Billund.