Stor opbakning til søndagens walk-halv-thon i Vorbasse

PR-foto: Vorbasse KFUM


Der bliver formentlig over 100 deltagere, når Powerwalking under Vorbasse KFUM på søndag arrangerer Walk-Halv-Thon – altså en gåtur på 21 km.

– Vi skal altså ud og gå en halvmarathon, og modsat mange løbearrangementer, så er der her hverken tidtagning, konkurrencer eller fokus på rekorder, fortæller Dianna Vejgaard. Hun og Berit Hansen er de to frivillige bag arrangementet, der med lige nu knap 100 deltagere har oplevet kæmpe opbakning til årets arrangement.

Sidste år var mere end 50 med til den lange gåtur, og i år er deltagerantallet altså fordoblet.

– Vi er imponerede og taknemmelige for opbakningen, og vi gør alt hvad vi kan for at få det hele planlagt, så alle får en god tur. Heldigvis er ruten på mindre trafikerede veje og gode grusveje, så der er plads til rigtigt mange, lyder det fra Berit Hansen.