Stor tilslutning til Stansomatics åbent hus

Foto: Stansomatic


Egentlig var det sidste år at Stansomatic i Billund havde 50-års jubilæum, men først nu har det været muligt at holde åbent hus. Det tilbud benyttede henved 140 gæster sig af – ganske pænt antal, mener man hos Stansomatic.

De guidede rundvisninger bød blandt andet på præsentationer af de nyeste maskiner i virksomheden, fremvisning af prototype- og værktøjsafdelingen, hvor gæsterne havde mulighed for at komme helt tæt på og røre ved de små stansede emner og se kompleksiteten i værktøjerne. Gæsterne kom også en tur rundt i pakkeriet, lageret, konstruktionsafdelingen og kvalitetsafdelingen, hvor de fik set hvordan der arbejdes med kvalitet og hørt lidt om virksomhedens 50 års historie.

Stansomatics kundesegment er metal- og hybridemner primært til elektronik- og medicinalindustrien samt automobil- og energibranchen. Disse brancher har krav om høj kvalitet, stor præcision og små tolerancer – alt sammen noget som Stansomatic lever op til. Det skyldes en kombination af fuldautomatisk produktion og designmæssig ekspertise.