Stor udstilling afslutter 4. klasse på ISB

Foto: ISB


De sidste 6 uger har eleverne i 4. klasse på den Internationale Skole i Billund arbejdet med et selvvalgt projekt under emnet Sharing the planet. I sidste uge kulminerede arbejdet med en stor udstilling i skolens samlingssal, hvor eleverne præsenterede deres projekter for resten af skolen, forældre og gæster.

Alle elevernes projekter er knyttet til et af FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og de er kommet vidt omkring i deres projekter: Fra plastikforurening i verdenshavene, til bloddiamanter, ytringsfrihed – og madspild.

– Eleverne har arbejdet engageret og selvstændigt. De har tilegnet sig ny viden, anvendt den og nu også delt med rigtig mange nysgerrige gæster. ISB har nogle fantastiske undervisere der både udfordrer og guider eleverne gennem sådan et forløb, siger skoleleder på den Internationale Skole i Billund, Camilla Uhre Fog.

Den store udstilling markerer overgangen fra 4. til 5. klasse i IB-systemet.

Viceskoleleder Charlotte Nørballe Andersen kalder udstillingen “et imponerende resultat af en lang og god proces, hvor eleverne driver et projekt fra idé til færdig udstilling. De erfaringer og kompetencer de får ved at arbejde projektorienteret, kommer de i høj grad til at trække på resten af livet”.