Styrelse ændrer anbefalinger for COVID-19-vaccine

Foto: Billund Photo


Hidtil har det kun været personer under 65 år, som Sundhedsstyrelsen har anbefalet som modtagere af COVID-19-vaccinen fra AstraZeneca.

Men nu har styrelsen ændret sine anbefalinger, så den nu anbefales til alle over 18 år – altså også til borgere over 65 år. Desuden kan 2. stik fremover planlægges mellem 4. og 12. uge. Det giver mulighed for at sætte flere i gang med deres vaccinationsforløb.

Den ændrede melding kommer efter der for nyligt blev offentliggjort resultater fra et stort studie af udrulningen af vacciner mod COVID-19 i Skotland. Overordnet viser studiet, at der er en markant mindre risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 blandt de vaccinerede sammenlignet med ikke-vaccinerede.

Effekten opnås allerede 28-34 dage efter 1. stik, og effekten gælder på tværs af aldersgrupper. I Skotland er de ældre fortrinsvis blevet vaccineret med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca, og effekten blandt gruppen på 80 år og derover skyldes derfor primært vaccinen fra AstraZeneca.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.