Sundhedsundersøgelsen i Grindsted klar til maj

Modelfoto


Det har trukket ud med at få udleveret de sidste data til sundhedsundersøgelsen i Grindsted, som Statens Institut for Folkesundhed er i gang med at udføre for Region Syddanmark.

Derfor bliver undersøgelsen først klar til maj.

Årsagen til forsinkelsen har været manglende data over en 10-årig periode, som på uforklarlig vis var blevet slettet. Nu er en kopi af data fundet i Rigsarkivet og er på vej til at blive klargjort, så de kan indgå i undersøgelsen.

– Det har taget væsentlig længere tid at få indsamlet data, end nogen af os havde forestillet. Det har været en frustrerende proces. Men omvendt er jeg også glad for, at vi fået fat på alle de data, der er nødvendige for at kunne sige, om der er eller har været et unormalt sygdomsbillede i Grindsted, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark og formand for styregruppen for sundhedsundersøgelsen i Grindsted.

Hele styregruppen har været enig i, at det ikke gav nogen mening at færdiggøre undersøgelsen uden de manglende data.

– Det er lidt som en bageopskrift. Hvis du mangler nogle vigtige ingredienser, får du aldrig det rigtige resultat, siger Susanne Mathiesen, formand for borgergruppen ”Ryd op efter Grindstedværket”, der også sidder med i styregruppen.

– Og tænk, hvis det er lige præcis den tiårige periode med størst udsving i sygdomsbilledet. Derfor vil jeg hellere vente et par måneder ekstra på at få afgjort, om det har været forbundet med en sundhedsrisiko at bo i Grindsted eller ej – og i givet fald hvornår, siger hun.

Når den færdige undersøgelsesrapport ligger klar, vil Region Syddanmark invitere interesserede Grindsted-borgere til informationsmøde i byen.