Sydøstjyderne holdt afstand i påsken

Arkivfoto: Kim Matthai Leland


Sydøstjyllands Politi har stort set kun roser til borgerne i politikredsen efter en veloverstået påske.

– I en påskeferie, som sædvanligvis ville betyde gensyn med venner og familie til de årlige påskefrokoster, da har langt de fleste sydøstjyder holdt ud, holdt afstand og holdt sammen med resten af Danmark. Borgerne i Sydøstjyllands Politikreds har i påsken overordnet efterlevet de restriktioner, som regeringen har iværksat for at undgå corona-smittespredning i samfundet, lyder det i en pressemeddelelse fra ordensmagten.

Sydøstjyllands Politi har været særligt opmærksomme på forsamlingsforbuddet i påsken og på kravet om lukning af værtshuse, restauranter, frisører med flere. Af den grund har flere patruljer end normalt været på arbejde i hele politikredsen.

Efter en påske, hvor flertallet af sydøstjyder og danskere generelt har støttet op og holdt afstand, åbner Danmark så småt op i denne uge.

– Den gradvise åbning betyder, at der nu kommer mere trafik på vejene, og flere personer i gadebilledet, på fortove, cykelstier med videre. Her er det vigtigt at huske på, at vi alle fortsat skal støtte op om de regler, der gælder. Vi skal stadig holde afstand til hinanden, og de butikker, der indtil nu har skullet holde lukket, skal også fremadrettet gøre det. Ellers kan vi miste alt det, som vi som samfund nu har vundet. Sydøstjyllands Politi vil derfor også i den kommende tid være ekstra ude i politikredsen for at sikre, at alle også fremadrettet støtter op om de gældende corona-regler, siger politidirektør Jørgen Abrahamsen.