Syriske flygtninge bragte musik ind i undervisningen

Disse syriske musikere er flygtet fra deres hjemland og i dag gav de så en lille koncert på Vestre Skole. Privatfoto


Der skal mere musik ind i undervisningen. Det mener organisationen Levende Musik i Skolen (LMS), der har til formål at skabe professionelle musikoplevelser for børn i hele Danmark. I den forbindelse har LM indgået partnerskabsaftale med Vestre Skole i Grindsted, hvor det nye samarbejde i dag blev synliggjort. Her var et syrisk ensemble – bestående af musikere flygtet fra Syrien – på besøg.

– På Vestre Skole har vi en del syriske flygtninge, og vi håber, at de sammen med deres kammerater vil nyde denne koncert og må komme til at opleve stoltheden ved deres hjemlands musikere. Vi andre er nysgerrige på en anderledes oplevelse, som kan være med til at åbne vores øjne for en anden kulturs musik, fortalte skoleleder Vivian Møberg forud for koncerten.

På længere sigt vil partnerskabet mellem LMS og Vestre Skole blandt andet give mulighed for både koncerter og undervisningsforløb – for eksempel et kompositionsforløb for elever, lærerworkshops og fælles morgensang med to musikere. Projekterne i partnerskabet vil blive fulgt tæt, og erfaringerne fra Grindsted kommer til at danne afsæt for materialer og viden, der kan bredes ud til andre lærere, skoler og kommuner.