Syv lokale foreninger får 320.000 kroner

Vorbasse Tennisklub løb med flest penge fra puljen i denne omgang. Modelfoto


Der er lidt ekstra at gøre godt med for idrætsforeningerne i Billund Kommune.

I 2018 har DIF og DGIs foreningspulje nemlig på baggrund af ansøgninger bevilget i alt 320.000 kroner til forskellige idrætsforeninger i Billund Kommune. Dermed kan de nu købe de redskaber eller gennemføre nogle af de tiltag, som de frivillige i foreningerne har drømt om, men som der hidtil ikke har været midler til.

– Frivillige i foreningerne har med denne pulje fået mulighed for at realisere nogle af deres spændende idéer og ønsker. Puljen er med til at udvikle idrætsforeningerne og gøre dem til endnu mere attraktive steder at dyrke idrætten og fællesskabet. Og dermed støtte op om DGI og DIF’s fælles ambition om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation, siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen – der i øvrigt stammer fra Grindsted.

Det blev Vorbasse Tennisklub, der med 169.000 kroner løb med flest lokale kroner fra puljen.

De fik penge fra foreningspuljen:

Vorbasse Tennisklub: 169.000 kr.
Grindsted Gymnastik- og Idrætsforening: 35.000 kr.
Sdr. Omme IF: 31.678 kr.
Billund Cykelmotion: 25.000 kr.
Grindsted Rideklub: 25.000 kr.
Gyttegård Golf Klub: 20.000 kr.
Sdr. Omme Badminton Club: 17.317 kr.