Toppolitikere og erhvervsfolk mødes til debat i Billund

Der er klar til modtagelse af de mange debattører i SUN-AIRs hangar i Billund. Privatfoto


En stor flok af erhvervsledere og politikere samles i dag hos SUN-AIR i Billund for at sætte fokus på at skabe et Danmark uden kanter. Altså slut med eksempelvis Udkantsdanmark og Vandkantsdanmark.

Hvordan får vi omsat politiske planer til praksis, der gør en forskel for virksomhederne og væksten i hele Danmark? Hvad betyder beliggenhed, eksport og infrastruktur for din virksomheds mulighed for succes? Det er nogle af de spørgsmål som Sydbanks cheføkonom Jacob Graven vil forsøge at give svar på i sit indlæg under overskriften ”Væksten er mulig i hele Danmark”.

Efterfølgende vil der være debat, hvor både virksomheder, interesseorganisationer og toppolitikere vil give deres input til at få sat yderligere gang i væksten i hele Danmark.

Blandt dagens gæster hos SUN-AIR er formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand for Venstre, Søren Gade.