Trækkes Den Jyske Sparekasse ned af gældstynget landbrug?

Den Jyske Sparekasse, Billund. Arkivfoto


Hvorfor holder Den Jyske Sparekasse stadig liv i “Lille Amalienborg” ved Grindsted, når ejeren af stedet kommer ud med underskud i sit firma år efter år?

Det spørgsmål stilles i dag i Berlingske Business, som har stillet skarpt på de store landbrug over hele Danmark, der giver både store og små banker kæmpe minusser på bundlinien.

Det 700 kvm store luksuspalæ på Lundhedevej ved Grindsted er ejet af Bernhard Marinus Mortensen, der står bag et af landets største svinelandbrug, Mortensen Agro A/S. De lokale kalder huset, der blev opført i 2004, for “Lille Amalienborg”. Men bag den flotte facade af palæet lurer en anden virkelighed.
Ifølge Berlingske Business er Bernhard Marinus Mortensen en af Danmarks mere pressede og tungt gældsatte landmænd, der ved udgangen af 2013 havde en samlet gæld i Mortensen Agro på 214 mio.

Ifølge tinglysningen har Den Jyske Sparekasse pant for 55 mio, men det kan vise sig blot at være toppen af isbjerget. Berlingske Business gætter på, at Den Jyske Sparekasse står til et kæmpetab på et 2-3-cifret millionbeløb, hvis Mortensen Agro, der ikke har haft overskud siden 2006, går på tvangsauktion eller skal sælges.

I et interview med avisen afviser bankdirektør Claus E. Petersen at kommentere kundeforhold, men han fortæller gerne om Den Jyske Sparekasses praksis, når en gård har underskud og  negativ egenkapital.

– Hvis vi vurderer, at et landbrug ikke er overlevelsesdygtigt, finder vi en aftale sammen med driftslederen. At det er overlevelsesdygtigt indebærer, at man er en dygtig landmand og har nogle gode produktionsresultater. Er man på grund af et skævt etableringstidspunkt, sygdomsperiode eller andet kommet i en situation, der gør tingene brogede, så laver vi en aftale med folk. Men vi holder ikke landbrug, som ikke er overlevelsesegnede, i live på den lange bane. Det kan jeg sige med sikkerhed, siger Claus E. Petersen til Berlingske Business.

Avisen mener at vide, at der er en indgået en aftale om gældseftergivelse mellem Bernhard Marinus Mortensen og Den Jyske Sparekasse. En aftale, der betyder, at banken taber et stort millionbeløb på gården  – måske op mod 100 mio. kr.