Troels Ravn genvalgt som kandidat til Folketinget


Det nuværende folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Troels Ravn, er blevet genvalgt som kandidat for Billund-Vejen-Kredsen.

Det står klart efter den årlige kredsgeneralforsamling, hvor Jonas Midstrup fra Billund afløste Gunnar Skov fra Rødding på formandsposten.

På kredsgeneralforsamlingen glædede Troels Ravn i sin beretning sig naturligvis over, at det lykkedes partiet at fravriste Venstre statsministerposten. Men han fortalte også, at der ligger store opgaver forude for regeringen, hvad angår den kommunale udligning, politireformen og spørgsmålet om tidligere pension til nedslidte mennesker på arbejdsmarkedet.

Det blev også til et par ord omkring forureningen i Grindsted, som Troels Ravn mener der bør indledes en oprydning af hurtigst muligt.

– Regionerne skal have lavet en samlet plan for økonomi og hvilke af de store generationsforureninger i Danmark, vi skal gå i gang med først. Men regeringen har som den første regering nogensinde ved sin tiltrædelse udtalt, at den tager forureningen alvorligt, og at der skal ryddes op, lød det fra Troels Ravn.